Sikke en dag! Egentlig var denne fredag en regulær arbejdsdag. En
dag sat af til at ordne nogle småting til hjemmesiden, forsøge at finde et sted, hvor jeg kan optræde i Oxford til Juni, male, og lade hovedet arbejde af sig selv for at finde nogle historier til Words festivalen på Kronborg. I morgen skulle min mor og jeg ud at gå, men der bliver det jo regnvejr og blæst, mens solen skinnede i dag. Da er det snedigt at være selvstændig. En to vupti, havde jeg bytte om på dagene, pakket rygsækken med mad og vand, hoppet i vandrestøvlerne og sat kursen mod Korinth.
Vi parkerede den lille røde rumkapsel (min bil) ved Johan Ludvigs kafé og kørte i mors bil til Trentemølle, hvorfra vi gik tilbage gennem skov, over eng, gennem mose, mens vi snakkede. Jeg tænker ofte på, hvordan det kan være, at der findes nogle mennesker, med hvem man altid har 1000 ting at tale om, mens til andre ved man ikke, hvad man skal sige.
Jeg indrømmer blankt, at min mor er et af de mennesker, jeg taler oftest med. Det er hende jeg ringer til, hvis der sidder en særlig fugl i Dronningebusken uden for stuevinduet. Det er hende, jeg vender tanker om nye historier med, og mange af mine mange planer for haven, huset og livet, hvis ikke dem alle. Det er alle de små ting, small talk om man vil. Nogle gange kommer der også større filosofiske og menneskelige emner på bordet, men ofte er det tanker, der ikke revolutionerer verdenen.
Jeg kendte engang en mand, der ikke kunne fordrage small talk. Han hadede at tale om vejret og de små ting i livet. Han ville tale om de store, vigtige ting i livet, ellers slet ikke. I starten af vores bekendtskab gjorde jeg mig mange tanker om, hvilket dybsindigt emne jeg kunne tage op for ikke at fremstå som et menneske uden dybde. Jeg ville frygtelig gerne, at han skulle synes, at jeg var en vidende og intelligent samtalepartner.
I dag under den smukke, varme forårssol, blidt filtreret gennem gæslingernes flødefarvede dun. I dag hvor anemonerne åbnede deres hvide skørter og lokkende viste deres lysegule støvdragere frem til citrongule sommerfuglene, da forstod jeg endnu engang, at det er i de små ting, at livets mirakler skal findes. At selvom politiske synspunkter og eksistentialistiske overvejelser har deres værdi, så er det lige så vigtigt om et menneske er i stand til at lægge mærke til en sommerfugl og glædes ved synet.
Endelige er der noget livgivende i en samtale om kaffe og kage – om den så strækker sig over de sidste tre kilometer af dagens vandring – for derefter lykkeligt at konstatere at boghvedetærten er himmelsk og kaffen sublim. Essensen af small talk og fælles glæde.