Så er jeg på vej til tandlægen. Dvs. jeg holder kontorpause på Baresso i Odense. Min mobil er meget heldigt til opladning hos de hjælpsomme kontordamer i DSB rejsecentret. De havde en oplader til en gammel Nokia, som jeg gerne måtte sætte telefonen til. Havde endnu engang glemt at oplade den, ligesom jeg glemmer at oplade alt andet.
Det er egentlig ikke noget jeg har tænkt over, indtil min dejlige kæreste forleden sagde: “Vil du ikke nok love mig, at lade tingene op, når du er sammen med mig?” Han sagde det med behersket irritation, mens han stod med mit kamera i hånden og batteriindikatoren blinkede rødt. Han var kommet over til mig hu-hej-vilde-dyr-og-djævle, fordi jeg havde ringet og sagt: “Du skal komme med det samme, jeg skal på skadestuen, jeg har knækket en tand på min greb”. Der var blevet stille i telefonen et øjeblik, så havde det lydt: “Hvad har du gjort?”
For tre år siden fik jeg en Zink-Lysbro entreprenørgreb af min mor og bonusfar. “Den knækker aldring, uanset hvordan du bruger den,” sagde de og smilede. De vidste godt, at redskaberne bliver brugt til at grave store buske op med, og til at skubbe fliser på plads med og den slags. En forlængelse af mine egne ringe kræfter. Vægtstangsprincippet er genialt, når man ikke er særlig stor. Så der skulle noget godt grej til og Zink-Lysbro er et virkelig godt mærke.
I torsdags stod jeg så og ville grave et lille træ op, som tre små grene med fælles rodnet. Den stod ved siden af en stor kampesten, og jeg stak greben i og vippede den. Der skete ikke rigtig noget, så lagde jeg vægten i og dertil al min stædighed. Før jeg nåede at registrere det mindste fik jeg et slag i ansigtet. Skaftet var knækket, og ramte mig over hagen og munden. En tand knækkede, hagen og læberne føltes enorme og meget, meget ømme. Jeg drejede rundt om mig selv et par gange, mens jeg forvirret mumlede: “øhm, øhm, øhm…”. Det gik op for mig, jeg måske blødte. Det gjorde ikke sagen bedre. Jeg løb ind og så mig i spejlet. Intet blot. Men én knækket fortand. På med isposen og så ringe efter hjælp.
Det blev ikke nødvendigt med skadestue, isen tog al hævelsen, og for nu at få lidt positivt ud af situationen, så klædte jeg mig ud som pirat og kæresten og jeg lavede et lille foto-shoot. For hvornår får man lige chancen for at have så perfekt en udklædning med ægte manglende tand?
I dag håber jeg chancen forsvinder under tandlægens kyndige hænder. Og jeg lover aldrig at lægge stædighed og kræfter sammen igen.
Og kameraet? Hvorfor skulle min kæreste tage billeder midt i den meget smertelige situation? Fordi jeg forhåbentlig aldrig får chancen for at ligne en rigtig pirat igen:
Og hvorfor er mit ansigt ikke hævet og blåt oven på den behandling, jeg fik af greben? Fordi jeg fik is på med det samme. Lad det være moralen: Slår du dig, slår nogen dig, så kom is på med det samme. 30 minutter og så igen en lille time senere, så slipper du for at ligne et voldsoffer.