Følelsen af ikke at vinde

Så blev det tid til den store finale. Det var i tirsdags. På Teater Katapult i Århus. Klokken lidt over 20 at dette billede blev taget.

Det er i starten af aftenen, under præsentationsrunden, men ligner det ikke lidt af jeg vinder? Det gjorde jeg ikke.
Det er i starten af aftenen, under præsentationsrunden, men ligner det ikke lidt af jeg vinder? Det gjorde jeg ikke.

Sommerfuglene havde indtaget deres faste pladser i min mave. De andre deltagere virkede flinke, og stemningen mellem os var hyggelig og afslappet. Jeg havde haft svært ved at finde de historier, jeg ville have med den aften. De måtte gerne være nogenlunde nutidige, fra Danmark, nemme at relatere til, og samtidig sætte noget på spil.
Det blev historien om, hvordan alting nok skal gå alligevel, selvom alting ramler om ørene på én. Og den om da jeg ville lære at klatre friklatring i en alder af 34. Det var begge gode, underholdende historier, hvor jeg kommer lidt galt af sted, men ikke nævneværdigt. Der er morale og pointe.

I bagklogskabens klare lys tænker jeg, at jeg kunne have vundet, hvis jeg havde satset noget mere af mig selv. Taget fat, der hvor det rør noget. Der, hvor jeg risikerer noget. Taget de oplevelser i mit liv, hvor jeg følte noget. Noget som jeg ikke bare lige fortæller til hvem som helst. Det jeg ikke er stolt at, eller det jeg er glad for, sådan rigtig glad.

Skuffelsen var ikke stor og voldsom, for det var gode historier, der vandt.
Hvem kan kæmpe mod en Nordjyde, godt nok ikke Vendelbo, men Nordjysk klinger bare så godt. Den langsomme, tilbagelænede stil. Eller hjertevarme historier fra en mand, der kan huske hvordan det var at være barn og bange. Indestængt, sitrende.
Eller ham, der før var en rigtig getto-knægt på vej ud på en lang glidebane af vold, der ved et tilfælde møder varme og venlighed, og derfor vælger en vej uden vold, men fuld af hjælpsomhed mod de svage?
Men den lille Maria, hende der sidder dybt i hjertet og aldrig bliver voksen, hun synes det var uretfærdigt. Hun synes hendes historier var de bedste, eller i hvert fald bedst fortalt.

Det var hele følelsen af at tage sit fineste tøj på til Fastelavn og ens mor eller far, uden at kigge, bare siger: “Ja, skat, du er fin” og fortsætter med det de var i gang med.Alle kan lide at blive set og få anerkendelse. Om kunstnere har et større behov for det, ved jeg ikke.

Næste morgen vågnede jeg, kiggede ud på Ålborgs grå himmel og ikke kunne sige en lyd, fordi stemmen var blevet væk. – Jeg antager, det er fordi jeg har fortalt Snedronningen otte gange på en uge, og givet kragen en Sjællandsk accent og toneleje helt øverst i registret. – Pladsen, hvor kæresten havde ligget, var endnu lun.
Da tikkede der en sms ind: “Godmorgen du eventyrets dronning. Jeg har ingen eventyrlige spørgsmål. Knus Mor :)” Det lunede. Ligesom de opmuntrende beskeder fra venner og bekendte.
Følelsen af ikke at vinde er lidt som sorg. Man skal have lov at ligge lidt længere i sengen. Få et par knus og gerne flere, synes det er lidt uretfærdigt, – selvom man godt ved det ikke er det,– så hjælper det. I dag skinner solen, og jeg er klar til at indtage verden igen. Lave nogle nye og bedre historier til næste gang. Risikere lidt mere af mig selv næste gang. Give publikum lidt mere af mig.
Stemmen? Uh, den er stadig ikke tilbage i normal tilstand, men mon ikke den er det i morgen?

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk