Selv en pæn pige, der er venlig mod sine medmennesker og god ved dyr, kan blive bragt til det punkt, hvor hun ikke længere vender den anden kind til og er mod sin næste, som hun ønsker, de skal være mod hende. Der kommer et tidspunkt, hvor filosofien bliver mere øje for øje, tand for tand. Det tidspunkt hvor hævntørst bringer helt nye aspekter frem i den ellers så pæne pige. Det er netop, hvad der skete for mig torsdag aften på BestTellers scenen på Vesterbro til aftenens arrangement: Løgnhals.
For mig er altid lidt af en hurdle at finde på løgnehistorier, hvor hovedpersonen skal være mig selv. For hvilken rolle, har jeg lyst til at påtage mig? Hvilke situationer har jeg lyst til at befinde mig i? Hvilket billede ønsker jeg, at publikum skal have af mig, når de går ud i natten? Og ikke mindst: Hvor ligger den gode historie?
Jeg kan gå længe og tænke, få idéer som senere bliver forkastede. Historien i går varede blot 10 minutter og nogle sekunder, men den har optaget de fleste af
mine vågne timer de seneste uger. Det ligner ikke, at jeg arbejder. Det ser ud som om jeg luger ukrudt, og lægger tulipanløg, skover brænde, elsker, laver mad og vasker tøj. I virkeligheden tænker jeg. Søger efter den idé, der får det til at kilde i maven. Denne gang var det altså muligheden for (i fiktionens verden) at tage hævn. Være bare en smule arrogant og ondsindet.
Har du ikke selv stået i en situation, hvor du ønskede at se et andet menneske lide, eller blive gjort til grin? Fordi de havde trampet på dig? Men du gjorde det ikke, fordi du er et pænt menneske. Fordi du godt ved hævn i bund og grund ikke hjælper dig, eller nogen andre. I fiktionens verden kan man gøre alt, blot det er troværdigt. Uden af den grund at blive et dårligt menneske. Og jeg ved nu at hævn smager som en skive fuldmoden mango – sødt og saftigt.
Næste projekt er to sande historier til Story SLAM i Århus den 2. november.
