Der er et ordsporg, der hedder: “Efter regn kommer solskin.” Det er jo optimistisk og dejligt at tænke på, når det regner
i en længere periode. Jeg har dog haft det lidt omvendt på det seneste.
Det har ligget stille med malerierne længe. I stedet har jeg brugt energien på at tegne, fortælle historier, skabe nye historier, skrive, gå i haven, fifle med andre typer af projekter. Malerierne stod påbegyndte i ateliet, men jeg kunne ikke få hånden til at gribe om penslen.
Det var som om den flod, der før løb gennem mig med inspiration og farver, var tørret helt ud. Her bagefter må jeg indrømme, at jeg var bange for, at jeg havde mistet evnen til at male. Hver dag gik jeg ind i ateliet for at åbne vinduerne og lade frisk luft strømme ind. Hver dag forsøgte jeg at undgå mødet med de halvfærdige malerier.
Indtil i mandags. Solen skinnede, det var stille og lunt i vejret. Det var kort sagt perfekt vejr til at male køleskabslåger. Men jeg havde andre planer, og håbede at tirsdag ville være lige så imødekommende. Tirsdag morgen var der ingen vind, men sol og varme. Jeg sprang direkte i min malerkjole og hentede den giftige terpentinbaserede maling i værkstedet, tog en af de 16 køleskabslåger med ud på terrassen og gik i gang. Det flød ud gennem hænderne, som regnvand gennem et udtørret flodleje. For efter tørke kommer regn – på et eller andet tidspunkt.