Jeg arbejder for tiden på en ny fortælling. Det er jo svært at lade være. Hjernen står aldrig stille og kommer hele tiden på nye, gode idéer. Den er som et barn i en slikbutik. Alt er spændende, alt kan skabe fryd, undtagen – i mit tilfælde – skumfiduser. Jeg er ikke til det bløde, sukrede stads. Jeg kan lide noget med bid i, noget med kraft og saft. Noget, der smelter på tungen.
Manuela Sáenz er ikke nær så kendt, som hun burde være. Hun er hverken sukret eller blød. Hun er genial. Eller rettere hun var. Hun levede i 1800-tallets Latinamerika, hun var uægte barn af en overklassekvinde og en ditto mand. Hun blev opdraget af nonner, blev gift med en engelsk handelsmand, spionerede mod den spanske krone til fordel for kreolerne, der ønskede uafhængighed, og mødte Simon Bolivar til et bal. Simon Bolivar, den store befrier faldt for hendes skønhed, og ikke mindst hendes intellekt og hun faldt for ham.
Det blev starten på et makkerskab, der skulle bringe ham store sejre på slagmarken og redde hans liv flere gange. Men det bragte dem også store udfordringer. At udnævne en kvinde som korporal af hæren, var ikke just noget alle så på med milde øjne. Endnu værre var det, at hun var en af hans mest værdsatte rådgivere.
En kvinde, der søgte indflydelse, og som åbenlyst bedrog sin ægtemand kastede skam over hæren.
Jeg har netop læst Manuela Sáenz og Simon Bolivars breve – til hinanden og om hinanden. Fra de mødtes første gang til hans død. Hendes dagbøger har jeg også slugt. Nu venter jeg i spænding på en biografi om hende, der snart kommer med posten fra USA.
Det bliver en fantastisk fortælling, dét lover jeg jer. Jeg glæder mig til at sætte tænderne i den historie fyldt med saft, kraft, modstand og smag, ingen skumfiduser her.
