Det gælder om at holde næsen i sporet, når der er mange ting i gang på samme tid. Lige nu er jeg på vej hjem fra Esbjerg, hvor jeg har fortalt om Latin Amerika for OK-klubbens medlemmer.
Solen skaber guldaldermalerier på himlen, med de tunge efterårsskyer som dramatisk baggrund.
Lørdag den 2. november var jeg i Århus for at deltage i Story Slam på Teater Katapult. Der var seks andre deltagere den aften. Jeg fortalte, om dengang jeg gik med en fremmed mand hjem, og om hvordan jeg mødte min dejlige kæreste. Én grum og én god historie.
Hver gang jeg har set Oscarstatuetterne blive uddelt, har jeg følt med de nominerede, når værterne trak tiden ud, inden de afslørede, hvem vinderen var. Eller til Stjerne for en Aften, X-factor eller andre programmer af samme slags. Værterne snakker om alt muligt andet, holder både finalisterne og publikum hen i spænding, der efter ganske kort tid føles ubehagelig. Nu sad jeg pludselig selv der, og ventede på resultatet som deltager. Værten han snakkede, mine hænder blev svedige, så sagde han: “…jeg snakker vist bare og trækker tiden ud…det er da vist træls. (Her nikkede vi alle og gav ham ret) Jeg må hellere til det. Vinderen er… (lang pause)… Maria Junghans”.
Mit hjerte stoppede, og et kort øjeblik var jeg lige ved at kaste armene i vejret og juble. Da kom jeg i tanke om, at der sad seks andre, der ikke havde vundet, og mine arme blev i brysthøjde, der hvor mit hjerte hamrede bag kjolestoffet. Det var en uvirkelig følelse at stå der i rampelyset og tage imod klapsalverne.
Der var mange gode historier, og selvom mine ikke havde hjemmebane fordel, valgte publikum alligevel at lade mig gå videre til Grand Slam finalen den 10. december.
Jeg håber naturligvis på at gentage succesen, men lige nu er næste stop en miniinstallation af drivtømmer til Kunst og Håndværks juleudstilling, samt en installation til Vollsmose Kulturhus. Det bliver godt at skabe med hænderne igen, så ordene kan få ny energi.
