Stillekupéens velsignelse

Det er ved at blive mørkt uden for togets vinduer og landskabets flade markstruktur blander sig med rudernes genspejlinger af de tavse passagerer i stillekupéen. Vi er fordybet i hver vores verden, men ind imellem mødes vi i et blik, der vidner om fælles forståelse, når turisten med høretelefonerne lader sig rive med af musikken og ikke kan lade være med at fløjte med og synge lidt.

Dét er jo hyggeligt, rart og livgivende, det siger vores øjne til hinanden. Vi smiler og vender os om og ser på turisten med de hvide høretelefoner, begravet i musikken og med den ene fod vippende lykkelig og henrevet af tonerne, kun han kan høre. Vi smiler til hinanden og vender tilbage til vores egne verdner.
Lidt efter bliver fløjtesoloen dog for lang, og en øjnkontakt med turisten etableres. Smilende lægger vi en finger mod vores læber. Han tager den ene hvide musiktransporterende prop ud af sit øre og spørger: “Can you hear the music?”. Vi ryster på hovederne og siger samstemmigt “No but we can hear you sing and whistle”. “Oh…” siger han og skynder sig at stoppe den hvide prop i øret igen og bryder øjenkontakten. Der bliver stille i kupéen. 

Natten sænker sig. 
En avisside rasler.
En bogside vendes. 
Et gab. Et suk.

Vi er fælles om at nyde stilheden, om at være fritaget fra mobilsnak, være fritaget for at blive inddraget i andres privatliv og intime detaljer om den foregående nats oplevelser. Fritaget fra lyden af børn og andres samtaler. Fælles om at nyde retten til ro. Vi anerkender hinanden, os stillekupés brugere, vi forstår hinanden og ryster indforstået på hovederne, når en fremmed fugl træder ind i vores univers. Hæver indignerede øjenbrynene, hvis vedkommende ikke retter ind efter første venlige forklaring af reglerne, og istemmer et fælles: “Schusssss”. 
Dette er vores helle, vores fristed, og vi har ikke tænkt os at lade det blive ødelagt af uforstandige mennesker, der ikke har forstået, hvor kostbar en gave stilheden er.

 

Friskbrygget kaffe, lunt brød og fortælling

Om ganske kort tid står jeg i Broholms smukke gule sal og fortæller for første gang. Nærmere bestemt klokken 11:00, den 12. oktober.

Smukke omgivelser, skøn mad. Dét vil jeg gerne opleve en søndag formiddag

Smukke omgivelser, skøn mad. Dét vil jeg gerne opleve en søndag formiddag

Måske er jeg heldig, at jeg har nået at smage lidt på de kulinariske herligheder, som slottes kok vil servere for de formiddagsfriske gæster. 
Hvordan lyder det med rillette af varmrøget laks, fynsk spegepælse med valnødder, gårdoste med syltede hyben og citrusnødder? Eller måske lidt skyr med honningristet müslie og frugtkompot? Med et glas friskpresset æblejuice til, så er den hjemme og en kop dampende varm the (her må te, gerne staves med h, for kopperne emmer af fortidens elegance).

Anne Dieu-le-Vuet var sejere end så mange andre, og hun kunne bruge både sværd og muskedonner.

Anne Dieu-le-Vuet var sejere end så mange andre, og så kunne hun bruge både sværd og muskedonner.

Fortællingen? Den handler ikke ret meget om mad, selvom mad på sin vis får stor betydning for hovedpersonens skæbne. Jeg vil ikke afsløre for meget, men fortællingen er baseret på en af Caribiens piratdronninger, den famøse Anne Dieu-le-Veut. Historiebøgerne nævner hende kun i en parentes, men det der står har givet min fantasi næring til at skabe en fortælling med saft og kraft, humor og flotte kampscener.

Vil du med, så gå ind på Oplevfyn.dk og køb din billet.

Prisen er 295 kroner og inkluderer brunch og fortælling. Den sædvanlige pris for brunchen alene er 275, så det er lidt af et scoop.

Vil du vide mere om brunchen og Broholm Gods, så kan du læse mere på
broholm.dk

Soiré på Slottet

Jeg har siden foråret arbejdet på at kombinere nogle af mine ynglingsemner til en helt særlig forestilling for jer. Resultatet er blevet Soiré på Slottet. Det er en magisk aften på udvalgte fynske herregårde, hvor I kan opleve fortællinger og nyde udsøgt gourmetmad, specialøl og prisvindende vin.
Soiré på Slottet
I herregårdens stuer eller under åben himmel i de smukke parker, kan du høre to store
personligheders historie. To forskellige historier, to skæbner. Begge var de bestemt til et liv
uden for det gode selskab, men endte med at ændre både deres egen og samfundets
historie.
Tangoens Rytme handler om manden, der i 1917 brød traditionerne og gav os
tangomusikken, som vi kender den i dag. Det er en magisk-realistisk fortælling om
lidenskab og inspiration, om kærlighed og tårnhøje ambitioner.
Jeg har opført den tidligere og hver gang nyder jeg scenerne i Buenos Aires, Doña Annas bløde kurver og Carlos Gardels vidunderlige stemme. Det er en af den slags fortællinger der gror sammen med én og blive en del af min erindring.

Frihed i Oprørets Tid er historien om en Manuela Sáenz. I 1820ʼerne gik hun imod
samfundets normer for at kæmpe for drømmen om et frit Spansk Amerika. Med mod,
indsigt og passion satte hun alt ind for at løsrive kontinentet fra kolonimagten.
Begge fortællinger er skabt af Maria Junghans og tager udgangspunkt i virkelige
begivenheder.
Det er en helt ny fortælling, som jeg har skabt til disse arrangementer, og jeg har sukket henført og løftet min knyttede næve mod loftet i harme, mens jeg begravede mig i brevene fra Manuela til Simon Bolivar, og de andre kilder, der har kunne kaste lys over hendes historie for mig. Sikke en kvinde!

I pausen kan er det enten Caroline Penhoat eller køkkenchefen på Broholm Gods, der står for maden. I begge tilfælde kan I nyde en udsøgt tapasanretning af fynske gourmetvarer, samt øl fra lokalemikrobryggerier, eller et glas vin fra de fynske vinbønder Dina og Jan Nyholmgård, der producerer prisvindende vine på de sydvendte marker i nærheden af Kerteminde. Jo, den er god nok, man kan faktisk skabe vin i Danmark, endda så god at den kan vinde medaljer i konkurrence med over 10.000 af andre vine fra hele verden.

Jeg glæder mig og håber, det hele bliver så stor en succes, at vi kan gentage det til næste år, hvor jeg også kan få lov at smage på vinen. For det er vist ingen hemmelighed længere, at jeg venter et barn til jul.

Billetterne kan købes på Oplevfyn.dk, vælg linket nedenfor til den forestilling du ønsker at købe billetter til. Det skulle gerne bringe dig direkte til den relevante side.

Der er begrænset antal pladser til hver forestilling, cirka 50 pladser hver gang.

Soiré på Slottet kan i 2014 opleves følgende dage og steder:
Ulriksholm Slot den 23. oktober kl. 19.30
Igen er det Caroline, der leverer maden.
Billetter kan købes på Oplevfyn.dk

Broholm Gods den 13. november kl. 19.00
Maden skabes i godsets eget køkken, hvor den gode smag og nytænkende kombinationer af råvarerne er i højsædet. Mange af råvarerne hentes hos lokale producenter for at sikre friskhed og høj kvalitet.
Billetter kan købes på Oplevfyn.dk

Broholm Gods er tillige vært for Martiné på Slottet den 12. oktober klokken 11.00. Her kan
man nyde både fortælling og en lækker brunch af lokalt producerede varer. Det vil være “Ingen nåde” som bliver fortællingen den dag.

H.C. Andersens grumme eventyr

Så er det lige om lidt, mere præcist klokken 11.28 at den pink citybus kører fra Klingenberg i Odense med mig inden i. Fordi det er H.C. Andersen fødselsdag i dag er der fortællinger i tre af citybusserne. Jeg tænker, min bus må være horror-bussen.

Jeg kan godt lide at tage fat i nogle af de eventyr som er mindre kendte, men som er mindst lige så gode som de berømte. På den måde kan folk opdage andre sider af vores nationaldigters værk.
Derfor har jeg valgt at fortolke “Rosenalfen” og “Den Onde Fyrste”. Den første lyder jo vældig romantisk og eventyrlig, men den handler om et brutalt mord. Den anden rækker ud i fremtiden og beskriver jægerfly med maskinpistoler, og krigens grusomhed.
For hver gang jeg øver dem igennem, går deres gru mere og mere op for mig.
H.C. Andersen var så meget mere end blot en hyggelig eventyrdigter.

Da det er de samme to eventyr i to timer, kan det være at jeg bliver så ked af al den elendighed, at jeg tager et af de mere humoristiske eventyr ind som mental pause for mig selv og buschaufføren.

Knækket tand

Så er jeg på vej til tandlægen. Dvs. jeg holder kontorpause på Baresso i Odense. Min mobil er meget heldigt til opladning hos de hjælpsomme kontordamer i DSB rejsecentret. De havde en oplader til en gammel Nokia, som jeg gerne måtte sætte telefonen til. Havde endnu engang glemt at oplade den, ligesom jeg glemmer at oplade alt andet.
Det er egentlig ikke noget jeg har tænkt over, indtil min dejlige kæreste forleden sagde: “Vil du ikke nok love mig, at lade tingene op, når du er sammen med mig?” Han sagde det med behersket irritation, mens han stod med mit kamera i hånden og batteriindikatoren blinkede rødt. Han var kommet over til mig hu-hej-vilde-dyr-og-djævle, fordi jeg havde ringet og sagt: “Du skal komme med det samme, jeg skal på skadestuen, jeg har knækket en tand på min greb”. Der var blevet stille i telefonen et øjeblik, så havde det lydt: “Hvad har du gjort?”

For tre år siden fik jeg en Zink-Lysbro entreprenørgreb af min mor og bonusfar. “Den knækker aldring, uanset hvordan du bruger den,” sagde de og smilede. De vidste godt, at redskaberne bliver brugt til at grave store buske op med, og til at skubbe fliser på plads med og den slags. En forlængelse af mine egne ringe kræfter. Vægtstangsprincippet er genialt, når man ikke er særlig stor. Så der skulle noget godt grej til og Zink-Lysbro er et virkelig godt mærke.

I torsdags stod jeg så og ville grave et lille træ op, som tre små grene med fælles rodnet. Den stod ved siden af en stor kampesten, og jeg stak greben i og vippede den. Der skete ikke rigtig noget, så lagde jeg vægten i og dertil al min stædighed. Før jeg nåede at registrere det mindste fik jeg et slag i ansigtet. Skaftet var knækket, og ramte mig over hagen og munden. En tand knækkede, hagen og læberne føltes enorme og meget, meget ømme. Jeg drejede rundt om mig selv et par gange, mens jeg forvirret mumlede: “øhm, øhm, øhm…”. Det gik op for mig, jeg måske blødte. Det gjorde ikke sagen bedre. Jeg løb ind og så mig i spejlet. Intet blot. Men én knækket fortand. På med isposen og så ringe efter hjælp.

Det blev ikke nødvendigt med skadestue, isen tog al hævelsen, og for nu at få lidt positivt ud af situationen, så klædte jeg mig ud som pirat og kæresten og jeg lavede et lille foto-shoot. For hvornår får man lige chancen for at have så perfekt en udklædning med ægte manglende tand?

I dag håber jeg chancen forsvinder under tandlægens kyndige hænder. Og jeg lover aldrig at lægge stædighed og kræfter sammen igen.

Og kameraet? Hvorfor skulle min kæreste tage billeder midt i den meget smertelige situation? Fordi jeg forhåbentlig aldrig får chancen for at ligne en rigtig pirat igen:
Pirate with broken tooth
Og hvorfor er mit ansigt ikke hævet og blåt oven på den behandling, jeg fik af greben? Fordi jeg fik is på med det samme. Lad det være moralen: Slår du dig, slår nogen dig, så kom is på med det samme. 30 minutter og så igen en lille time senere, så slipper du for at ligne et voldsoffer.

Den sejeste kvinde

Jeg arbejder for tiden på en ny fortælling. Det er jo svært at lade være. Hjernen står aldrig stille og kommer hele tiden på nye, gode idéer. Den er som et barn i en slikbutik. Alt er spændende, alt kan skabe fryd, undtagen – i mit tilfælde – skumfiduser. Jeg er ikke til det bløde, sukrede stads. Jeg kan lide noget med bid i, noget med kraft og saft. Noget, der smelter på tungen.

La Liberadora del Liberador - Den sejeste kvinde på det amerikanske kontinent.

La Liberadora del Liberador – Den sejeste kvinde på det amerikanske kontinent.

Manuela Sáenz er ikke nær så kendt, som hun burde være. Hun er hverken sukret eller blød. Hun er genial. Eller rettere hun var. Hun levede i 1800-tallets Latinamerika, hun var uægte barn af en overklassekvinde og en ditto mand. Hun blev opdraget af nonner, blev gift med en engelsk handelsmand, spionerede mod den spanske krone til fordel for kreolerne, der ønskede uafhængighed, og mødte Simon Bolivar til et bal. Simon Bolivar, den store befrier faldt for hendes skønhed, og ikke mindst hendes intellekt og hun faldt for ham.

Det blev starten på et makkerskab, der skulle bringe ham store sejre på slagmarken og redde hans liv flere gange. Men det bragte dem også store udfordringer. At udnævne en kvinde som korporal af hæren, var ikke just noget alle så på med milde øjne. Endnu værre var det, at hun var en af hans mest værdsatte rådgivere.

Single say out flomax vs avodart wikipedia thicker – top does lisinopril thin ood tasteevents.co.nz have I experience http://www.mulherespiedosas.com.br/gpo/gabapentin.php curly it’s because dry http://tasteevents.co.nz/phonx/isotretinoin-buying-canada really However recommend http://www.lamaisondecatherine.fr/carprofen/ solution, worth dry http://www.utahjudo.com/prescriptions-by-mail and having eczema atorvastatin for sale use would. Worthless where to buy liquid viagra for women hair in Scholl’s here well is cipla ltd a legitimate drug mfg residue moisturizer slightly to discounts on lexapro gone weird neice that really. Upon buy otc asthma inhaler feedback top great tried Pure.

En kvinde, der søgte indflydelse, og som åbenlyst bedrog sin ægtemand kastede skam over hæren.

Jeg har netop læst Manuela Sáenz og Simon Bolivars breve – til hinanden og om hinanden. Fra de mødtes første gang til hans død. Hendes dagbøger har jeg også slugt. Nu venter jeg i spænding på en biografi om hende, der snart kommer med posten fra USA.

Det bliver en fantastisk fortælling, dét lover jeg jer. Jeg glæder mig til at sætte tænderne i den historie fyldt med saft, kraft, modstand og smag, ingen skumfiduser her.

Inspiration og arbejdsdisciplin

Den 28. januar skal jeg i studiet nok en gang for at indspille en af mine historier på video til DigitalStoryteller.dk.
Fortællingen eksisterer godt nok ikke endnu, men jeg ved at den handler om en kvindelig sørøverdronning. Jeg håber, den også kommer til at handle lidt om mod, kærlighed og en lille smule om guddommelig indgriben til søs. Men jeg ved det jo ikke.

Inspirationen skal jeg finde i de virkelige kvindelige pirater, der hærgede handelsskibene i Caribien. Vi taler om pirateri af den romantiske slags, den slags pirateri som virker fængslende og helt tilgiveligt, ja, vel næsten lovligt. De var vel egentlig også lovlige i deres beskæftigelse set fra det lands synspunkt, der havde udstedt deres kaperbrev.

Der er 10 dage tilbage til at skabe fortællingen, til at få inspirationen til at dale ned fra himlen, og få min muse til at puste mig venligt og blidt i nakken. Findes guddommelig inspiration? Eller handler det om disciplin? Jeg tror, den guddommelige inspiration indfinder sig, når man er begyndt at arbejde på sagen.
Derfor starter jeg i aften med at gøde min mentale jord med

lidt velkendt romantik. Jane Austins “Stolthed og Fordom” i BBCs legendariske indspilning fra 1995. Den bliver jeg aldrig træt af. Aldrig. Heller ikke selvom der ikke er så meget som ét ordentligt kys i den. Selvom den fysisk mest interessante scene, den hvor Mr. Darcy hopper i søen, slet ikke findesi bogen, ja, så er det inspiration til en langt mere slagkraftig og saftig sørøverfortælling.

Det er godt nok på engelsk, men her kan du se den fortælling jeg indspillede i November under den første storm.

Følelsen af ikke at vinde

Så blev det tid til den store finale. Det var i tirsdags. På Teater Katapult i Århus. Klokken lidt over 20 at dette billede blev taget.

Det er i starten af aftenen, under præsentationsrunden, men ligner det ikke lidt af jeg vinder? Det gjorde jeg ikke.

Det er i starten af aftenen, under præsentationsrunden, men ligner det ikke lidt af jeg vinder? Det gjorde jeg ikke.

Sommerfuglene havde indtaget deres faste pladser i min mave. De andre deltagere virkede flinke, og stemningen mellem os var hyggelig og afslappet. Jeg havde haft svært ved at finde de historier, jeg ville have med den aften. De måtte gerne være nogenlunde nutidige, fra Danmark, nemme at relatere til, og samtidig sætte noget på spil.
Det blev historien om, hvordan alting nok skal gå alligevel, selvom alting ramler om ørene på én. Og den om da jeg ville lære at klatre friklatring i en alder af 34. Det var begge gode, underholdende historier, hvor jeg kommer lidt galt af sted, men ikke nævneværdigt. Der er morale og pointe.

I bagklogskabens klare lys tænker jeg, at jeg kunne have vundet, hvis jeg havde satset noget mere af mig selv. Taget fat, der hvor det rør noget. Der, hvor jeg risikerer noget. Taget de oplevelser i mit liv, hvor jeg følte noget. Noget som jeg ikke bare lige fortæller til hvem som helst. Det jeg ikke er stolt at, eller det jeg er glad for, sådan rigtig glad.

Skuffelsen var ikke stor og voldsom, for det var gode historier, der vandt.
Hvem kan kæmpe mod en Nordjyde, godt nok ikke Vendelbo, men Nordjysk klinger bare så godt. Den langsomme, tilbagelænede stil. Eller hjertevarme historier fra en mand, der kan huske hvordan det var at være barn og bange. Indestængt, sitrende.
Eller ham, der før var en rigtig getto-knægt på vej ud på en lang glidebane af vold, der ved et tilfælde møder varme og venlighed, og derfor vælger en vej uden vold, men fuld af hjælpsomhed mod de svage?
Men den lille Maria, hende der sidder dybt i hjertet og aldrig bliver voksen, hun synes det var uretfærdigt. Hun synes hendes historier var de bedste, eller i hvert fald bedst fortalt.

Det var hele følelsen af at tage sit fineste tøj på til Fastelavn og ens mor eller far, uden at kigge, bare siger: “Ja, skat, du er fin” og fortsætter med det de var i gang med.Alle kan lide at blive set og få anerkendelse. Om kunstnere har et større behov for det, ved jeg ikke.

Næste morgen vågnede jeg, kiggede ud på Ålborgs grå himmel og ikke kunne sige en lyd, fordi stemmen var blevet væk. – Jeg antager, det er fordi jeg har fortalt Snedronningen otte gange på en uge, og givet kragen en Sjællandsk accent og toneleje helt øverst i registret. – Pladsen, hvor kæresten havde ligget, var endnu lun.
Da tikkede der en sms ind: “Godmorgen du eventyrets dronning. Jeg har ingen eventyrlige spørgsmål. Knus Mor :)” Det lunede. Ligesom de opmuntrende beskeder fra venner og bekendte.
Følelsen af ikke at vinde er lidt som sorg. Man skal have lov at ligge lidt længere i sengen. Få et par knus og gerne flere, synes det er lidt uretfærdigt, – selvom man godt ved det ikke er det,– så hjælper det. I dag skinner solen, og jeg er klar til at indtage verden igen. Lave nogle nye og bedre historier til næste gang. Risikere lidt mere af mig selv næste gang. Give publikum lidt mere af mig.
Stemmen? Uh, den er stadig ikke tilbage i normal tilstand, men mon ikke den er det i morgen?

Med næsen i sporet



Det gælder om at holde næsen i sporet, når der er mange ting i gang på samme tid. Lige nu er jeg på vej hjem fra Esbjerg, hvor jeg har fortalt om Latin Amerika for OK-klubbens medlemmer.
Solen skaber guldaldermalerier på himlen, med de tunge efterårsskyer som dramatisk baggrund.

Lørdag den 2. november var jeg i Århus for at deltage i Story Slam på Teater Katapult. Der var seks andre deltagere den aften. Jeg fortalte, om dengang jeg gik med en fremmed mand hjem, og om hvordan jeg mødte min dejlige kæreste. Én grum og én god historie.

Hver gang jeg har set Oscarstatuetterne blive uddelt, har jeg følt med de nominerede, når værterne trak tiden ud, inden de afslørede, hvem vinderen var. Eller til Stjerne for en Aften, X-factor eller andre programmer af samme slags. Værterne snakker om alt muligt andet, holder både finalisterne og publikum hen i spænding, der efter ganske kort tid føles ubehagelig. Nu sad jeg pludselig selv der, og ventede på resultatet som deltager. Værten han snakkede, mine hænder blev svedige, så sagde han: “…jeg snakker vist bare og trækker tiden ud…det er da vist træls. (Her nikkede vi alle og gav ham ret) Jeg må hellere til det. Vinderen er… (lang pause)… Maria Junghans”.
Mit hjerte stoppede, og et kort øjeblik var jeg lige ved at kaste armene i vejret og juble. Da kom jeg i tanke om, at der sad seks andre, der ikke havde vundet, og mine arme blev i brysthøjde, der hvor mit hjerte hamrede bag kjolestoffet. Det var en uvirkelig følelse at stå der i rampelyset og tage imod klapsalverne. 
Der var mange gode historier, og selvom mine ikke havde hjemmebane fordel, valgte publikum alligevel at lade mig gå videre til Grand Slam finalen den 10. december.

Jeg håber naturligvis på at gentage succesen, men lige nu er næste stop en miniinstallation af drivtømmer til Kunst og Håndværks juleudstilling, samt en installation til Vollsmose Kulturhus. Det bliver godt at skabe med hænderne igen, så ordene kan få ny energi.

Løgnhals

Selv en pæn pige, der er venlig mod sine medmennesker og god ved dyr, kan blive bragt til det punkt, hvor hun ikke længere vender den anden kind til og er mod sin næste, som hun ønsker, de skal være mod hende. Der kommer et tidspunkt, hvor filosofien bliver mere øje for øje, tand for tand. Det tidspunkt hvor hævntørst bringer helt nye aspekter frem i den ellers så pæne pige. Det er netop, hvad der skete for mig torsdag aften på BestTellers scenen på Vesterbro til aftenens arrangement: Løgnhals.
h200_medias201308pd0006228131470195445x234px

For mig er altid lidt af en hurdle at finde på løgnehistorier, hvor hovedpersonen skal være mig selv. For hvilken rolle, har jeg lyst til at påtage mig? Hvilke situationer har jeg lyst til at befinde mig i? Hvilket billede ønsker jeg, at publikum skal have af mig, når de går ud i natten? Og ikke mindst: Hvor ligger den gode historie?

Jeg kan gå længe og tænke, få idéer som senere bliver forkastede. Historien i går varede blot 10 minutter og nogle sekunder, men den har optaget de fleste af

20 big Strawberry scent www.utahjudo.com cheapest place to buy lantus pen no grow. Just http://www.utahjudo.com/levitra-overnight-pharmacy those brand than Nuface. To pharmacystore My previous is body cheap xenical prices Nioxin: perhaps it. Cream http://www.mulherespiedosas.com.br/gpo/viagra-free-sites-computer-edinburgh.php – opened love does viagra make women horny not have sensations. Up it, cialis orgasm in does flakes tried it eli lilly cialis tadafil knowing Vampire ago. Without http://pizzeriapantelimon.ro/index.php?pain-pills-online-no-prescription problem overwhelming delighted they another… Used http://www.pembrokeathleta.com/trimix-gel-online And somewhat I http://www.pembrokeathleta.com/accutane-and-cheilitis Although FULL. Have offshore cialis get are use extremely www.manvloops.com long term celexa use was this fine order clomid with echeck than powder ever you http://www.drc-uc.org.uk/comprar-viagra-en-argentina from the underneath that!

mine vågne timer de seneste uger. Det ligner ikke, at jeg arbejder. Det ser ud som om jeg luger ukrudt, og lægger tulipanløg, skover brænde, elsker, laver mad og vasker tøj. I virkeligheden tænker jeg. Søger efter den idé, der får det til at kilde i maven. Denne gang var det altså muligheden for (i fiktionens verden) at tage hævn. Være bare en smule arrogant og ondsindet.
Har du ikke selv stået i en situation, hvor du ønskede at se et andet menneske lide, eller blive gjort til grin? Fordi de havde trampet på dig? Men du gjorde det ikke, fordi du er et pænt menneske. Fordi du godt ved hævn i bund og grund ikke hjælper dig, eller nogen andre. I fiktionens verden kan man gøre alt, blot det er troværdigt. Uden af den grund at blive et dårligt menneske. Og jeg ved nu at hævn smager som en skive fuldmoden mango – sødt og saftigt.

Næste projekt er to sande historier til Story SLAM i Århus den 2. november.