Stillekupéens velsignelse

Det er ved at blive mørkt uden for togets vinduer og landskabets flade markstruktur blander sig med rudernes genspejlinger af de tavse passagerer i stillekupéen. Vi er fordybet i hver vores verden, men ind imellem mødes vi i et blik, der vidner om fælles forståelse, når turisten med høretelefonerne lader sig rive med af musikken og ikke kan lade være med at fløjte med og synge lidt.

Dét er jo hyggeligt, rart og livgivende, det siger vores øjne til hinanden. Vi smiler og vender os om og ser på turisten med de hvide høretelefoner, begravet i musikken og med den ene fod vippende lykkelig og henrevet af tonerne, kun han kan høre. Vi smiler til hinanden og vender tilbage til vores egne verdner.
Lidt efter bliver fløjtesoloen dog for lang, og en øjnkontakt med turisten etableres. Smilende lægger vi en finger mod vores læber. Han tager den ene hvide musiktransporterende prop ud af sit øre og spørger: “Can you hear the music?”. Vi ryster på hovederne og siger samstemmigt “No but we can hear you sing and whistle”. “Oh…” siger han og skynder sig at stoppe den hvide prop i øret igen og bryder øjenkontakten. Der bliver stille i kupéen. 

Natten sænker sig. 
En avisside rasler.
En bogside vendes. 
Et gab. Et suk.

Vi er fælles om at nyde stilheden, om at være fritaget fra mobilsnak, være fritaget for at blive inddraget i andres privatliv og intime detaljer om den foregående nats oplevelser. Fritaget fra lyden af børn og andres samtaler. Fælles om at nyde retten til ro. Vi anerkender hinanden, os stillekupés brugere, vi forstår hinanden og ryster indforstået på hovederne, når en fremmed fugl træder ind i vores univers. Hæver indignerede øjenbrynene, hvis vedkommende ikke retter ind efter første venlige forklaring af reglerne, og istemmer et fælles: “Schusssss”. 
Dette er vores helle, vores fristed, og vi har ikke tænkt os at lade det blive ødelagt af uforstandige mennesker, der ikke har forstået, hvor kostbar en gave stilheden er.