Stilhed

(Skvalderkål: En herlig urt og elegant, når dens hvide skærmblomster står og vejrer i den svage sensommerbrise over det frisk grønne løv. Skvalderkål er livskraftig, stædig og ualmindelig vital af en plante at være. Alt i alt herligt, men hvis man gerne vil have andre planter i bedet, andre stauder, der ikke har samme vitale livsenergi og gåpåmod som den sunde urt, så bliver kålen til et irritationsmoment, grænsende til en plage.)

I søndags sad jeg i det, der tidligere var 28 kvadratmeter skvalderkålsbed. Siden slutningen af februar, hvor der var en enkelt frostfri uge, har jeg arbejdet på at få gravet bedet igennem og fjernet rødderne af den vilde plante. Der sad jeg på jorden og rystede rødderne af, så sand og jord føg om ørene på mig. Solen skinnede, fuglene sang og naboens børn legede på trampolinen, mens de talte, 1, 2, 3,….11,14,12,19, 18,19,18, 22, som man nu gør, når man endnu lever i den overbevisning, at faktorenes orden er ligegyldig. Alligevel var der stille, helt stille. En af disse perfekte søndage, der passer ind i sangen “Det er sommer, det er sol og det er søndag”.

Jeg havde det fantastisk i fuldkommen ro og balance, lige i det nu. Men jeg undrede mig, hvor var den manglende brik i det normale lydbillede. Flystriber sås stadig på himlen, og nok var landmændene ikke ude med deres traktorer, og naboerne havde heller ikke gang i plæneklipperne, men det var en anden lyd, der manglede. En konstant lyd. Endelig gik det op for mig. Naboens kalkuner sagde ikke noget. De var væk! Deres gennemtrængende pludren plejer at lyde fra den anden side af marken og fylde meget i lydbilledet. Og nu var de væk. Hvilken fred, hvilken ro og hvilken stilhed.

Stilhed er ikke noget, som vi har mange steder i dag, men prøv at finde den, og nyd hvordan sjælen slapper af, skuldrene sænkes og mundvigene vender opad helt af sig selv.